Doktor Wildemanns speciale

"Min tand skal ordnes", sagde manden.

"Naturligvis", svarede doktor Wildemann. "Hvis det var gearkassen, var De jo også gået til en bilmekaniker i stedet for mig."

Han vendte sig mod klinikassistenten. "Kender De den her, Jana? To vampyrer møder ved et tilfælde en tredje og spørger ham, om han ikke har lyst til at endevende blodbanken. Hvorpå den tredje vampyr blot svarer, at han ikke har det godt i dag, og han vil hellere gå hjem, lægge sig i seng og drikke varm te."

"De er simpelthen umulig", svarede klinikassistenten groft, mens Wildemann lo hjerteligt over sin egen åndsvage vittighed.

"Kom De bare ind, medmindre De vil slå rødder. Gør det meget ondt? De er jo lige så grøn i ansigtet som et umodent æble."

"Han har sikkert fået kvalme af deres dårlige vittighed", kommenterede klinikassistenten.

Genert trådte patienten ind. Hans udseende spredte en begravelsesstemning. Måske var han kistemager eller en smed der lavede gravkors. Med endnu højere sandsynlighed var han dog bedemand. Det skinnende sorte hår var kæmmet tilbage som det var mode i R. A. Dvorsky and his melody boys' tider, og han var iført en dertil passende sort habit og ruskindssko.

Hans fine fingre tydede på en musiker, en pianist måske. Med disse hænder og disse lange negle kunne man egentlig ikke udføre noget som helst arbejde.

"Er De patient hos os?"

"Ja. Ervin Dragoun, kustode på Smrčno slot."

"Tak", sagde tandlægen, "tag venligst plads, hr. Dragoun. Vil De være venlig at finde hans kort frem, Jana?"

"Det behøver De da ikke at fortælle mig", vrissede klinikassistenten.

Hun reagerer irriteret, som en kat før tordenvejr, tænkte Wildemann. Og jeg er ikke mindre nervøs. Denne patient er på en eller anden måde mærkværdig. Men hvad hjælper det. Jeg kan ikke vælge mine kunder.

Særlingen satte sig akavet i stolen og kneb øjnene sammen, da tandlægen tændte lampen. Lyssky? Ingen overraskelse, når han hele tiden sniger sig gennem gangene deroppe på Smrčno.

"Hvad fejler De?", spurgte tandlægen med en betonet jovial stemme.

"Tanden skal ordnes", gentog Dragoun.

"Smerter?"

"Nej, den fungerer bare ikke."

Sikke dog et fagudtryk. Wildemann rynkede panden, langede ud efter sonde og spejl og raslede med instrumenterne. Han vidste, hvor meget disse lyde irriterede patienterne.

"Åbn munden."

Den hemmelighedsfulde patient blottede sine tænder, og tandlægen skreg, lod sit værktøj falde og sprang bagud, hvor han kom til at skubbe til klinikassistenten.

Patienten lukkede munden og stirrede med sønderknust ansigtsudtryk på tandlægen.

"De må undskylde", stammede denne, "Det her er den rene galeanstalt, en koldbøttefabrik."

"Hvad er der med Dem?", spurgte Jana tørt. Hun fornemmede, at hun endnu en gang måtte redde situationen med takt og kvindelig charme.

"Begge 3'ere er meget udprægede. Hypertrofi. Set fra et medicinsk synspunkt fuldstændigt uden betydning, bare en skønhedsfejl. Har De overvejet en kosmetisk tandbehandling?"

"Hvorfor?" spurgte Dragoun undrende.

"På grund af Deres hjørnetænder, disse meget store 3'ere. De ser faktisk ud som en…"

"Nu må De tage Dem sammen!" irettesatte klinikassistenten ham energisk.

"De ved", fortsætte doktor Wildemann omstændeligt, "selvom det blot er en skønhedsoperation, er forkortelse af tænder stadigvæk et medicinsk indgreb, som man ikke må tage let på. Ved hjælp af et røntgenbillede kan jeg se, hvor langt jeg må gå uden at beskadige nerverne. Men disse hjørnetænder…"

"En forkortelse af mine tænder kan ikke komme på tale!", afbrød patienten. "De skal ordne tanden."

Med en lang fingernegl rørte han ved 3'eren i venstre overkæbe.

"Deres vansirede tænder foruroliger Dem åbenbart slet ikke?"

"Overhovedet ikke. Hvad får Dem til at tro det?"

Med en finger skubbede tandlægen læben opad. Det overgik hans fatteevne, at et menneske med den slags misdannelser kunne være tilfreds med sit udseende. Han lignede et rovdyr, hvis ikke endda en… Forlegen skævede tandlægen til Jana, mønstrede igen hjørnetænderne og stak spejl og sonde ind i mundhulen. Pludseligt skreg han igen, trak instrumenterne til sig, hvorved han kom til at skære patienten i mundvigen. Et sår gabte, men intet blod løb.

"Stille og rolig, chef!", forsøgte klinikassistenten at berolige.

"Jeg ser hverken mundhule eller tænder, det eneste jeg ser i spejlet er klinikloftet!"

Wildemann vendte sig fra Dragoun og trådte mod skabet. Sammenkrøbet i stolen iagttog patienten, hvordan tandlægen hældte en aromatisk duftende væske i et lillebitte kar. Lægen kastede hovedet tilbage, vendte sig om igen, tørrede munden med håndryggen og missede mod stolen.

"Vil De ikke se på disse tænder, Jana?"

Den unge pige adlød.

"Hvad siger De til dem?"

Hun så vredt på tandlægen, smed sonden på gulvet, tog kitlen af og kastede den foran tandlægens føder. Men til sidst vandt ordenssansen, og hun hængte kitlen på knagen.

"Meget morsomt! Jeg har fået nok af Deres platte vittigheder! De kan afprøve dem på hr. Neprakta, men lad mig fremover være i fred! Deres fine ven her er også sådan en, der tror, at man kan lave sjov på en stakkels klinikassistents bekostning og bagefter fortælle historien til en herreaften. Men ikke med mig!"

Herren med de begsorte øjne stirrede rådvildt på klinikassistenten. Hun tøvede et øjeblik men var fortsat stensikker på, at Wildemann var i gang med at spille hende et ordentligt puds. Der var ingen anden forklaring. Hendes hænder rystede, og hun kæmpede for at genvinde fatningen.

Til sidst udbrød hun: "Jeg er ikke afhængig af Dem! Jeg finder mig et kontorjob, hvor jeg kan sidde på en stol og lakere negle. I øvrigt skulle jeg have haft fri for længe siden. Venteværelset er tomt. God fornøjelse, d´herrer!"

Begge mænd åndede lettet op, da døren faldt i efter hende.

"Hvad betyder alt det her, hr. Dragoun? Skærer jeg Dem ved en fejl, kommer der intet blod. Holder jeg spejlet mod tanden, ser jeg loftet. Sig mig, at alt dette ikke er sandt. At hr. Neprakta har sendt dem. For pokker, hvordan gør De det her?"

"Kan De ikke bare bringe min tand i orden?", bad patienten indtrængende. "I øvrigt synes jeg, at det ville være passende at bruge mit korrekte navn. Jeg staves med c, og det udtales som 'k' og ikke som 'g'."

"Dracoun?"

"Præcis. Bortset fra den sidste stavelse. ULA, hvis De tillader."

"Naturligvis, DRACULA, hvad ellers."

Wildemann kunne ikke andet end at smile. Der var simpelthen en, der lavede grove løjer med ham. For en sikkerheds skyld gik han til døren og låste den.

"De er altså en vampyr?" slog han helt roligt fast og lod sig falde tilbage i sin stol.

"Ja, og jeg har arbejdet i branchen i sekshundrede år. Firehundrede i Transsylvanien og to hundrede i Bøhmen, og i de sidste dage har min tand givet mig problemer. Jeg har allerede forklaret dem det: Tanden fungerer ikke. Når jeg får fat i ofrets strube og bider til, begynder tanden at gøre voldsomt ondt. Med dette handicap bliver jeg nødt til at bide mine klienter to gange med den raske tand for at forvandle dem til vampyrer. Under de hårde konkurrencevilkår kan jeg ikke tillade mig den slags sjusk."

"Hvorfor kommer De lige til mig?"

"Deres forkærlighed for vampyrer er kendt alle vegne."

"Jeg samler vampyrvittigheder, men jeg tror ikke på spøgelser."

"Denne holdning kan jeg godt lide. De kan slet ikke forestille Dem, hvordan vi måtte lide dengang, hvor de forbandede hvidløg hang over alle døre."

Den uhyggelige patient rystede ved erindringen, og Wildemann så over mod døren. Denne Dracula kan jeg takke mine fine venner for, som vil komme brasende ind hvert øjeblik — fyldt til bristepunktet med skadefryd. Men de kan vente sig, det sidste ord i denne sag er ikke blevet talt endnu.

"I spejlet er De usynlige, og i Deres årer løber intet blod."

"Ja, det er sandheden", bedyrede vampyren.

"Jeg vil gerne undersøge det igen. Giv mig Deres venstre hånd."

Dracula adlød. Lægen greb skalpellen og følte på hånden, som var kold som et lig. Med sammenbidte læber sætte han æggen på huden og så manden overfor i øjnene. Den fremmede havde åbenbart nerver som stålwirer. Enhver som bare vidste en smule om medicin måtte være fuldstændig klar over, at en tandlæge ikke havde beføjelser til at efter eget forgodtbefindende sprætte årer op.

Patienten spjættede med armen, og inden Wildemann kunne nå at trække skalpellen væk, var en en lille åre blevet skåret over. Forskrækket fór han tilbage. Dracula lo skælmsk og gav ham skalpellen, hvorpå ikke en eneste dråbe var synlig, tilbage med den anden hånd. Såret havde allerede lukket sig.

"Tror De på det nu?"

Videnskabeligt set — udtalt humbug. Allerede renaissancetidens læger var draget i kamp mod troen på vampyrer, dæmoner og trolde. Omvendt havde den daværende videnskab også benægtet eksistensen af blæksprutter så store som dampskibe, anset rumrejser for umulige og afvist behandlingsmetoder som akupunktur, yoga og autosuggestion, som efterhånden var blevet anerkendt.

"Tror De mig nu?" spurgte Dracula på ny. "Eller skal jeg også skære hovedet og hænder af?"

Logisk set eksisterende vampyrer jo ikke, men nu sad der altså lige i dette øjeblik en på hans klinik og insisterede på at blive behandlet. Et uhyre som forvandlede intetanende mennesker til vampyrer ved at overfalde dem og suge deres blod!

"Husk nu på, at De har aflagt lægeløftet", sagde hans hemmeligsfulde patient formanende. "De er forpligtet til at hjælpe alle mennesker uden undtagelse."

"Det er korrekt, men De er ikke et menneske."

"Sikke dog De vrøvler! Min mor bar det skønne navn Ursula, og min far var ingen ringere end den berømte greve Dracula af Transsylvanien. Hvordan kan De dog påstå, at jeg intet menneske er? Selvfølgelig råder jeg over ganske usædvanlige evner. Evner, som er fremmede for mine medmennesker. Men det er jo det samme med Dem. Det er jo heller ikke alle, der kan plombere tænder."

"Tandlægekunsten er mit erhverv og kan ikke regnes som en evne."

"Og mit erhverv er nu en gang at være vampyr. Med Deres ynkelige blikkenslagerarbejde kan De allerhøjst bevare menneskeliv eller minimalt forlænge det. Jeg derimod giver dødelige mennesker det evige liv. Spørg De bare mine klienter. Ingen af dem vil sige noget dårligt om mig. Alle er tilfredse med mit arbejde. Kun den ødelagte 3'er nedsætter mit arbejdes kvalitet, og hvis De ikke hjælper, er det ude med mig."

"Hvorfor henvender De sig ikke til en af mine kollegaer?"

Dracula rejste sig fortørnet.

"Tror De, at jeg ville tillade en hvem som helst ignorant at ramme mig en egetræspløk igennem hjertet?"

Doktor Wildemann sad i saksen. Skulle han vove det eller skulle han holde fingrene for sig selv? Da den skuffede patient låste døren op, vidste Wildemann, at han ikke ville gå glip af århundredets sensation. I øvrigt hørte almindelige videnskabelige og humanitære spørgsmål også til en tandlæges opgaver.

"Vil De venligst tage plads igen, herre. Vi vil se nærmere på sagen."

Det var vitterligt ikke et nemt indgreb. Det krævede mere omfangsrige kundskaber, end Wildemann i tidens løb havde tilegnet sig igennem studiet af faglitteraturen. Nogle nerver og årer kunne han entydigt identificere, hvorimod et sammenslynget karsystems funktion forblev skjult for ham. Derpå tog han et røntgenbillede af den raske tand, og først efter en sammenligning af optagelserne fandt han en lillebitte anomali: En cyste på størrelse med et birkes, som trykkede på en nerve.

Wildemann ville operere men mødte uforudsete vanskeligheder: Draculas væv regenererede så hurtigt, at et snit eller et sår lukkede sig med det samme. Efter at have grublet lidt fandt tandlægen en genial løsning af problemet.

Udenfor var det blevet mørkt. Kærestepar i aftengarderobe skyndte sig til dans, og fornemme udenlandske gæsters biler var parkeret foran hotel Alcron.

Med primitive midler lavede Wildemann en slags hage, som skulle holde snittet åbent. En normal patient ville have lidt under ubeskrivelige smerter, men denne her kendte gudskelov ikke til smerter og viste uendelig tålmodighed.

Endelig var cysten blevet fjernet, og efter han fjernede hagen, sprang vævet sammen igen.

Dracula mærkede på tanden med en fingernegl.

"Den er fin nu", sagde han. "De har gyldne hænder, hr. doktor."

Han rodede lidt i sin frakkelomme og skubbede en håndfuld dukater over til ham.

"Ingen penge! Tandbehandlingen er selvfølgelig gratis. 1) Betaling?! Det ville jo ligne bestikkelse. De må gerne komme forbi med en lille flaske, når De er i nærheden, men nødvendigt er det ikke. Denne operation har givet mig nye videnskabelige indsigter."

Efter en udvæksling af høfligheder forlod den underlige patient klinikken, og Wildemann var alene. Han trådte til vinduet og så ud på de kulørte lys i Štepanská-gaden. Et eller andet bankede på ruden. Regndråber måske eller en natfugl, der var faret vild. Havde det hele måske blot været en drøm? Nej, rundt om stolen lå jo de synlige beviser på operationen: Tamponer gennemblødt af vampyrens spyt, skålen med cysten, vævrester på instrumenterne. Lægen stuvede alle indicier i en lufttæt beholder og sænkede cysten ned i alkohol. Allerede i morgen ville han begynde sine videnskabelige undersøgelser.

Næste morgen undskyldte han overfor klinikassistenten. Han tilbragte næsten fire nætter på klinikken. Til sidst fyldte beretningen om operationen af vampyrens tand seksten sider inklusive skitser og røntgenbilleder.

Wildemann vidste ikke, hvem han skulle sende materialet til og følte sig pludselig ensom og forladt. Han tog papirerne, stak dem i en kuvert, som han forseglede og gemte i skrivebordets bagerste hjørne.

I de følgende uger tænkte han ofte i tanke på hændelsen. Men under det enorme arbejdspres blegnede erindringerne , og efter et år virkede det hele blot som en ond drøm. Der gik en sommer til, og en aften på hans klinik hørte han en klynkende stemme:

"Hr. doktor, jeg har tandpine!"

"Hvem er det, der taler?"

"Jeg er lige her. Jeg sidder i deres tandlægestol. Hr. Dracula har anbefalet Dem, og han sender en lille flaske til Dem. Vil De ikke nok befri mig fra mine smerter? Jeg kan næsten ikke holde det ud længere."

En usynlig! Tandlægen stod over for en ny gåde. Hvordan skulle han undersøge patienten? Han kunne jo ikke engang tage et røntgenbillede af ham!

Med ét gik det op for ham, at der lige var opstået et nyt speciale indenfor tandlægekunsten. Et speciale som kun han selv, doktor Wildemann, beherskede.


Fodnoter

  1. I den hengangne ČSSR (Tjekkoslovakisk Socialistisk Republik) var lige som i hele østblokken al medicinsk behandling gratis.

Kildereference

Ondrej Neff: "Die Spezialisierung des Doktor Wildemann", 1985.

Udgivet i: "Ei verkehrt", Verlag Neues Leben, Berlin 1989, ISBN 3-355-00955-5. Tjekkisk originaltitel: "Vejce naruby". Oversæt til tysk af Susanne Stengel og Barbara Zulkarnain.

Oversæt til dansk af Torsten Thießenhusen og Christian Kühne.